Svenskere advares om krig og opfordres til at samle forråd


Arkivfoto


Risikoen for et væbnet angreb fra Rusland mod Sverige er blevet større. Derfor bør der sættes et trecifret millionbeløb af til at renovere beskyttelsesrum, ligesom svenske borgere opfordres til at have forråd af mad til at kunne klare sig i syv dage.

Sådan lyder det i en grundig gennemgang af Sveriges totalforsvar fra Försvarsberedningen. Det skriver Politiken Søndag.

Försvarsberedningen er en kommission bestående af fremtrædende medlemmer fra alle Riksdagens partier, forsvaret og en række ministerier.

– Vi forestiller os ikke en stor invasion, som retter sig mod hele Centraleuropa eller Nordeuropa for – eksempelvis – at nå Atlanterhavskysten, men det, som man kan tænke sig, er begrænsede krigsoperationer mod dele af Sverige, siger den tidligere svenske forsvarsminister Björn von Sydow (S), formand for Försvarsberedningen, til Politiken.

Den svenske analyse er en konsekvens af Ruslands annektering af Krim, offensiven i Ukraine og militære provokationer de seneste år.

Försvarsberedningen anbefaler derfor, at Sverige indretter sit militære og civile forsvar, så det kan klare sig gennem en krise- eller krigssituation i mindst tre måneder.

Derudover skal der årligt afsættes 325 millioner svenske kroner de næste fem år til at renovere de mange beskyttelsesrum, som fortsat findes i Sverige.

Samtidig opfordres de svenske borgere til at opbygge et beredskab af mad og basale fornødenheder, så alle kan klare sig i mindst syv dage uden hjælp fra det omkringliggende samfund. Tidligere lød anbefalingen på tre dage.

– Forsvaret behøver en uge for at mobilisere sig. Derfor anbefaler vi, at almindelige borgere bør forberede sig til at kunne klare sig selv uden støtte i en uge, siger Björn von Sydow til Politiken.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) erklærer sig grundlæggende enig i analysen, men understreger, at Danmark og Sverige står i to forskellige situationer, da Sverige ikke er medlem af Nato.

– Den vurdering, som Forsvarets Efterretningstjeneste lægger for dagen, er, at der ikke er nogen trussel om et angreb på Danmark, som det ser ud i øjeblikket, siger Claus Hjort Frederiksen til Politiken Søndag.

/ritzau/