Kvinde overlever at have sat ild til sig selv på kommune


Arkivfoto


En 68-årig kvinde er uden for livsfare, efter at hun onsdag eftermiddag satte ild til sig selv i Sorø Kommunes borgerservice.

Det oplyser vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.40, og kvinden blev bragt til Rigshospitalet med brandsår. Hun er forbrændt på brystet og i ansigtet, og hendes tilstand var på et tidspunkt kritisk.

Ifølge politiets oplysninger brugte kvinden en lighter til at sætte ild til sig selv.

Det er uvist, om hun også havde brandbare væsker på sig.

Årsagen til, at kvinden satte ild til sig selv, kender politiet endnu ikke helt nøjagtigt.

– Vi har hørt fra personalet og andre vidner, at hun har været til møde med sin sagsbehandler. Efter mødet går hun ind på et toilet, og få minutter senere træder hun ud og sætter ild til sig selv, siger vagtchef Stefan Jensen.

– Man kan jo formode, at mødet med sagsbehandleren ikke har udviklet sig, som kvinden havde håbet, tilføjer han.

/ritzau/