Arkivfoto
Flere personer er kommet alvorligt til skade ved en trafikulykke på Vardevej syd for Lyne i Vestjylland.
Den enes tilstand er meget kritisk, oplyser vagtchef Allan Riis, Midt- og Vestjyllands Politi.
Ulykken skete klokken 16.15, da to biler stødte frontalt sammen på den stærkt befærdede vej, der forbinder Tarm og Varde.
Føreren af en tredje bil nåede ikke at standse, men kørte op i de to andre. Flere af de involverede blev klemt fast i bilerne.
En af de kvæstede er i lægehelikopter fløjet til behandling på sygehus i Aarhus.
Politi og redningsberedskab arbejder på stedet, og vejen er spærret, så bilister på strækningen må finde andre veje.
– Vejen er blokeret i et ukendt tidsrum, siger Allan Riis.
Der er endnu ikke oplysninger om årsagen til ulykken.
/ritzau/