Arkivfoto
En bilist i en personbil har tirsdag formiddag ramt en fodgænger i Lynge i Nordsjælland.
Omkring klokken 12.30 melder Nordsjællands Politi på Twitter, at manden er afgået ved døden. Der er tale om en 59-årig mand fra Slangerup, og de pårørende er underrettet.
Ulykken skete på Nymøllevej, der er tæt på Vassingerødvej. Manden gik i vejkanten og blev påkørt af en 36-årig mand fra Roskilde.
Der er formentlig tale om, at bilisten var uopmærksom, skriver politiet.
Nordsjællands Politi betegnede det tirsdag morgen som et alvorligt færdselsuheld.
– Det er det, vi ved lige nu, og det ser alvorligt ud, sagde vagtchef David Borchersen.
Både redningsberedskabet og politiet har arbejdet på stedet, og der er tilkaldt en bilinspektør.
/ritzau/