Vidne i vandscootersag: Det var helt vanvittigt


Arkivfoto


I foråret 2016 mistede to unge amerikanske kvinder livet, efter at deres udlejningsbåd blev påsejlet af en vandscooter i Københavns Havn.

En hel gruppe af vandscootere sejlede rundt i havnen, og de sejlede alt for stærkt, lyder det fra flere vidner i Københavns Byret tirsdag.

– Det var helt vildt. Jeg har aldrig set dem sejle så stærkt før. Det var helt vanvittigt, fortæller et kvindeligt vidne.

Hun var den dag i maj på besøg hos sin svigerfamilie, der bor på Havneholmen med udsigt over vandet.

Hun fortæller, at de flere gange så vandscooterne lave hårde opbremsninger mod andre fartøjer.

– Vi tænkte hver gang: “Shit, nu går det galt”.

– Det er med til at gøre, at vi ringer (til politiet, red.). Vi snakker om, at nu er det bare et spørgsmål om tid, før det går galt, fortæller kvinden.

I alt er syv mænd og en kvinde tiltalt i sagen. En 25-årig mand er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Han har tidligere under retssagen erkendt, at det var ham, som sejlede ind i båden med de to kvinder.

De syv andre er anklaget for have udsat andre for livsfare ved at sejle hensynsløst rundt i havnen med vandscootere. De nægter sig alle skyldige.

Et andet vidne spiste aftensmad på Den Sorte Diamant, da ulykken skete.

– Pludselig kommer der nogen sejlende meget hurtigt. For mig ser det ud, som om de kommer sejlende i formation.

– Jeg troede først, at det var et eller andet show, fortæller det mandlige vidne.

Han så også selve sammenstødet, der skete ved Langebro, med udlejningsbåden, hvor der i alt sad syv unge kvinder.

– Jeg ser nogen blive slynget op i luften, lyder det fra vidnet.

En politiassistent, som var på patrulje i havnen og først henne ved den forulykkede båd, anslår i retten, at vandscooterne har sejlet med mindst 30 knob i timen svarende til en fart på omkring 55 kilometer.

Selv har den 25-årige mand tidligere forklaret, at han ikke sejlede specielt hurtigt.

I havnen må man maksimalt sejle med seks knob – eller 11 kilometer i timen. Det er nødvendigt at have en tilladelse til at føre vandscooter i havnen. Det havde de otte ikke.

De to kvinder, som mistede livet, var udvekslingsstuderende fra USA.

Leah Bell, der kom fra delstaten Louisiana og var indskrevet på college i Californien, blev 18 år. Linsey Malia på 21 var fra delstaten Massachusetts.

Der forventes dom i sagen i januar.

/ritzau/