Pusher stoppet af politiet – bilen og lejligheden flød med stoffer


Arkivfoto


VIBY: En 22-årig mand blev i går anholdt og sigtet for både narkokørsel og narkosalg, efter en patrulje standsede hans bil kl. 22.09 på Balagervej.

Manden forsøgte i første omgang at køre fra politiet, da patruljen gav tegn til, at han skulle standse, men efter kort tid gav han op og holdt ind til siden.

Her kunne betjentene hurtigt fornemme, at manden var påvirket af stoffer, hvilket han erkendte. Desuden havde han heller ikke noget kørekort.

Betjentene besluttede sig for at undersøge både bil og mand nærmere, og det viste sig at være en god idé.

Den 22-årige havde flere poser stoffer i lommerne, og i bilen, blev der bl.a. fundet en kuffert med flere poser skunk. Derudover blev der fundet flere telefoner og en del kontanter.

Fundet fik politiet til at besøge mandens adresse på Silkeborgvej, hvor de også fandt amfetamin, ecstasy og LSD samt digitalvægte og flere tusinde kroner i kontanter.

Manden erkendte, at han havde solgt stoffer.