Arkivfoto
En 32-årig mand er afgået ved døden efter et slagsmål i Svenstrup onsdag aften.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der har anholdt en 53-årig mand for drabet.
Politiet modtog onsdag klokken 17.15 en anmeldelse om et slagsmål på en adresse i Svenstrup nær Korsør.
– To personer har været oppe at slås, og den ene afgår ved døden, siger vagtchef Henrik Karlsen.
Da politiet kom til stedet, fandt man den 32-årige livløs. Han blev forgæves forsøgt genoplivet. Senere blev han erklæret død på Slagelse Sygehus.
Den 53-årige bliver torsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Næstved. Her vil en anklager anmode om, at manden bliver varetægtsfængslet.
Vagtchefen kommer ikke med ret mange oplysninger om sagen, og det er derfor uvist, hvorfor de to mænd kom op at slås.
– Det kan jeg ikke sige. Jeg har ikke yderligere kommentarer, siger Henrik Karlsen.
/ritzau/