Drabsmistænkt trio steg ind i hollandsk bil i Flensborg


Foto: Politiet


Den kvinde og de to mænd, der er mistænkt for et drab i Randers 22. december, blev set i Flensborg, da de steg ind i en Opel med hollandske nummerplader.

Det oplyser politiet i den tyske by Neumünster onsdag i en pressemeddelelse.

Ved 23.30-tiden den 22. december fandt en forbipasserende en 30-årig mand liggende død på Tørvebryggen 1 ved Randers Regnskov. Manden var dræbt af skud.

Juleaftensdag offentliggjorde Østjyllands Politi navne og fotos på tre personer, som man mistænker for drabet. Det drejer sig om to mænd på 19 og 36 år samt en 38-årig kvinde.

Trioen blev også efterlyst internationalt, da politiet mente, at de kunne have søgt til udlandet.

Det viste sig at holde stik. Nogle få timer senere kunne politiet fortælle, at de var blevet anholdt i nærheden af Neumünster omkring 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.

Onsdag oplyser politiet i Neumünster, at trioen blev set gående til fods i den indre by i Flensborg om eftermiddagen juleaftensdag. Her steg de ind i en Opel med hollandske nummerplader, hvor der i forvejen sad to personer.

Det tyske politi iværksatte en større operation, hvor politifolk fra flere kredse, motorvejspolitiet og specialstyrker deltog. Motorvej A7 var i forbindelse med aktionen spærret i omkring halvanden time.

De fem personer i bilen blev uden dramatik anholdt ved Bimöhlen nær Neumünster.

Juledag blev de tre danskere fremstillet i retten i Neumünster, hvor de blev varetægtsfængslet med henblik på udlevering til Danmark. De sidder nu i en arrest i Schleswig-Holstein.

Det fremgår ikke, om de to hollændere kendte danskerne i forvejen, men de blev begge løsladt juledag.

Østjyllands Politi mener, at drabet er et internt opgør i det kriminelle miljø. Det skulle dog ikke have sammenhæng med en bandekonflikt.

Ellers har politiet været meget tilbageholdende med oplysninger i sagen, men har tidligere fortalt, at den 30-årige havde aftalt at mødes med de tre mistænkte om aftenen den 22. december.

Den dræbtes hustru har til Ekstra Bladet fortalt, at hendes mand skulle mødes med de tre på vegne af en ven, som havde et økonomisk mellemværende med dem.

Den 30-årige skulle altså ifølge avisen være dræbt ved en fejltagelse.

Hustruen har også fortalt til Ekstra Bladet, at hendes mand blev dræbt med et enkelt skud i hovedet.

Lederen af efterforskningen, politiinspektør René Raffo, vil onsdag ikke kommentere oplysningerne over for Ritzau.

Det er uvist, hvornår de tre mistænkte bliver udleveret til Danmark, men ifølge René Raffo sker det næppe på denne side af nytår.

/ritzau/