Arkivfoto
Her kan du få et overblik over, hvad der har kendetegnet drabene i Danmark i 2017.
* I alt 54 personer blev slået ihjel ved drab, dødsvold eller mordbrande i Danmark i 2017. Ofrene fordeler sig på 45 sager, da der i nogle tilfælde er flere dræbte.
* Antallet af drab har de seneste ti år svinget mellem 29 og 54. I gennemsnit er 43,6 personer årligt blevet dræbt i perioden 2007-2016. Dermed er de 54 ofre i 2017 i den høje ende.
* Af årets 54 ofre menes fem af have været udsat for dødsvold, mens fire er døde i mordbrande. De resterende 45 betegnes som manddrab. Mange sager er dog endnu ikke færdigefterforsket, hvorfor der kan ske ændringer i opgørelsen.
* 32 af de dræbte i år var mænd. Ti var kvinder, mens de resterende 12 var børn.
* Årets mest omtalte sag har uden tvivl været Peter Madsens påståede drab og partering af den svenske journalist Kim Wall.
* To gange valgte en gerningsmand at dræbe hele sin familie. I Østjylland slog en 45-årig mand sin hustru og fire børn ihjel. I Brønshøj var det en mand på 38, der dræbte sin kone og tre børn.
* I to sager kvalte mødre deres små sønner. I en tredje sag mistænkes en rumænsk kvinde for at have dræbt sin spæde søn. Det er dog ikke lykkedes politiet at finde kvinden.
* Det mest benyttede drabsvåben i 2017 var kniv, som blev brugt til at dræbe mindst 20 personer. I mange tilfælde har politiet afvist at fortælle, hvordan ofre blev slået ihjel, eller også vides det endnu ikke.
* Mindst 21 af ofrene var i familie med gerningsmanden eller havde en kæresterelation til vedkommende.
* Mindst tre drabsmænd valgte efter forbrydelsen at begå selvmord. En mistænkt gerningsmand døde selv i forbindelse med en mordbrand, hvor en gruppe slap væk. I årets drabsstatistik er han talt med som offer.
* 18 af de 54 drab blev begået i København. Det gør Københavns Politi til den politikreds med flest drabssager i 2017. I den anden ende ligger Bornholms Politi, der kan se tilbage på et år helt uden drab.
* I otte sager er den eller de formodede gerningsmænd endnu ikke blevet anholdt. I København gælder det blandt andet to sager om bandedrab.
Kilder: Ritzaus egen opgørelse samt de 12 politikredse
/ritzau/