Bil blev ramt af genstand på nordjysk motorvej


Politi på stedet efter det mulige stenkast på E45 ved Sæby


En bil er tirsdag formiddag blevet ramt af en genstand på en motorvej i Nordjylland. Og som led i politiets efterforskning af sagen vil motorvejen nær Sæby blive afspærret, oplyser politiet.

– Et område skal gennemsøges med hunde, siger vagtchef Heine Hansen ved Nordjyllands Politi.

Det var omkring klokken 11.25, at bilen blev ramt. Den har fået tydelige skader, men ingen er kommet noget til. Umiddelbart kan vagtchefen ikke sige, om der er tale om en sten, men han oplyser, at hændelsen skete, da bilen passerede en bro.

Gennemsøgningen betyder, at en strækning ved afkørsel 13 til Sæby Syd vil blive lukket for trafik.

Politiet hører gerne fra folk, hvis de har oplysninger om sagen.


Bilen som blev ramt af en genstand – muiligvis en sten

/ritzau/