Arkivfoto
En bilist hidsede sig så voldsom op ved synet af en fotovogn, at han truede operatøren af den med en økse.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Episoden fandt sted på Hellevadsvej i Rødekro omkring middagstid søndag. Her får bilisten øje på fotovognen, holder ind til siden og stiger ud.
– Han går så hen og banker på døren til fotovognen, fortæller vagtchef Bjørn Pedersen.
– Da operatøren lukker døren op bliver han svinet til og får at vide, at der ingen grund er til at lave fartkontrol juleaftensdag.
Efter at have overfuset manden i fotovognen går bilisten tilbage til sin bil. Her hiver han en økse frem og går truende hen mod fotovognen.
– Det får operatøren til at løbe væk, og bilisten sætter sig ind i sin bil og kører, siger Bjørn Pedersen.
For politiet var det ikke svært at finde frem til en mistænkt, da manden i fotovognen havde noteret hans nummerplade.
Senere på dagen anholdt politiet så den mistænkte, der sigtes for trusler mod embedsmand i funktion.
/ritzau/