Arkivfoto
En 39-årig mand er ved Retten i Holstebro idømt to års fængsel og udvisning af landet for at have kørt to personer ihjel ved en voldsom trafikulykke på Mors 10. juni.
Den dømte – Wojciech Bartlomiej Gunerka – havde en promille på 1,88, og kørte mindst 123 kilometer i timen på en strækning, hvor fartgrænsen er 80 kilometer i timen.
Vidner har forklaret, at han foretog en særdeles hasarderet overhaling i sin sølvgrå Mazda. Det skete et sted på vejen, hvor overhaling er forbudt.
En 30-årig kvinde og en 53-årig mand omkom ved ulykken
Den tiltalte har erkendt sig skyldig i hensynsløs kørsel og uagtsomt manddrab.
Han har forklaret, at han havde drukket seks øl og noget vodka, inden han satte sig i bilen. Derefter husker han ikke, hvad der skete.
I retten kæmpede han med at holde tårerne tilbage.
– Jeg er meget ked af det, der skete, og undskylder, sagde han via sin tolk.
Den 39-årige er polsk statsborger og har de seneste tre år boet på Mors, hvor han har arbejdet som svejser.
Manden, der ikke tidligere er straffet, har protesteret mod udvisning af landet.
Men dommer Lillian Lund Tinggaard har valgt at følge anklagerens indstilling.
– Du har ikke nogen reel tilknytning til Danmark. Du har boet her nogle år, men din kæreste og dine to børn er i Polen.
– Du behersker ikke det danske sprog, og du har ikke længere noget arbejde her, forklarer dommeren om baggrunden for udvisningen.
Ud over fængsel og udvisning frakendes manden også førerretten i otte år.
Den dømte vil nu indbringe udvisningsspørgsmålet for landsretten.
/ritzau/