Arkivfoto
Realismen breder sig i rød blok.
Sådan lyder vurderingen fra Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, efter at både SF og De Radikale med få dages mellemrum har præsenteret deres vision for fremtidens asylpolitik.
Fremover skal man kunne søge asyl i lejre i flygtningenes nærområder, mener de to partier. Dermed vil færre sætte deres liv på spil for at kæmpe sig til Europa og søge asyl, lyder det.
Og det er tanker, som Socialdemokratiet overordnet set deler, understreger Tesfaye:
– Vi er nødt til at indrette et system, hvor man får beskyttelse i nærområderne. Og dem, der så kommer til Europa, kommer gennem FN’s kvoteprogrammer og bliver udvalgt efter nogle kriterier, vi har besluttet.
Men for Socialdemokratiet at se forudsætter det, at man ikke længere kan søge asyl i Europa – altså for eksempel ved den danske grænse eller på en politistation. Det er det, der kaldes at søge spontan asyl.
Gør man det, skal man sættes på et fly og sendes til en af de lejre, som Danmark, eventuelt i fællesskab med andre europæiske lande, har betalt et land uden for Europa for at lægge jord til, lyder visionen fra S.
Det vil godt kunne rummes inden for de nuværende konventioner, mener partiet.
– Når folk søger asyl i Danmark, kan vi godt sende dem til et andet land og sige, at asylsagsbehandlingen foregår her. Simpelthen for at slå drømmen om Europa i stykker, siger Tesfaye.
Socialdemokratiet har brugt lang tid på at udvikle sin vision for fremtidens asylsystem, forklarer Tesfaye, og understreger, at der netop er tale om en vision og ikke noget, der vil kunne vedtages i Folketinget i morgen.
Hverken SF eller De Radikale ønsker at fjerne muligheden for at søge asyl på europæisk jord.
Men for S er det afgørende, at man ikke kan komme foran i asylkøen ved at begive sig ud på den farefulde færd. Og får man asyl, skal man som udgangspunkt ikke bo i Danmark, men i et af de lande, som Danmark har betalt for at tage imod flygtningene.
– Det er et spørgsmål om at lave en tilpas attraktiv aftale med et andet lands regering. Det kan blandt andet handle om omdirigere vores ulandsbistand. Det kan også være handelsaftaler, siger Tesfaye.