Arkivfoto
Det er både livsfarligt og ulovligt. Men alligevel oplever lokomotivførere i S-tog stort set hver dag personer, der færdes i sporet.
Sidste år indberettede lokomotivførerne i alt 358 hændelser om ulovlig færdsel på skinnerne.
Det viser en ny sikkerhedsanalyse fra Banedanmark, som TV2 Lorry har fået indsigt i.
Her fremgår det desuden, at det i knap hvert fjerde tilfælde er børn og unge, der færdes på sporene.
– Vi ved, at nogle børn og unge decideret leger på jernbanen. Det kan godt være, at der for dem er noget sejhed forbundet med det.
– Men som jernbanemand forstår jeg ikke, hvad der får nogen til at gøre noget så livsfarligt, siger Niels Hansen, sektionschef hos Banedanmark, til TV2 Lorry.
Han oplyser, at man betragter den ulovlige og farlige færden som et stigende problem. Hvert år opstår der nemlig tragiske ulykker med folk, der bliver kørt ihjel, fordi de går på sporene.
– Man sætter livet på spil, for et S-tog er længere tid om at bremse ned end en bil, og det støjer mindre, så det er vanskeligt at høre, når det kommer, siger Niels Hansen til TV2 Lorry.
Episoderne skaber desuden store gener for både lokomotivførerne og togpassagerer.
– Når lokomotivførerne oplever det, kan de gå hen og blive så forskrækkede, at vi i nogle tilfælde må skifte dem ud, og dermed opstår der ofte forsinkelser, forklarer Niels Hansen til TV2 Lorry.
Han oplyser, at Banedanmark har sat hegn op på de mest kritiske steder for at dæmme op for problemet. Men det har flere gange været forgæves.
– Vi oplever desværre, at hegnene bliver ødelagt eller klippet i stykker af personer, der skyder genvej, siger Niels Hansen.
/ritzau/