Arkivfoto
Politiet bør se kritisk på sig selv efter de alvorlige svigt i Tibetsagen, mener Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia. Tibetkommissionen konkluderer mandag, at politiet gav klart ulovlige ordrer ved to kinesiske besøg i Danmark.
– Det må give anledning til selvransagelse i politiet, at to ledende medarbejdere tilsyneladende alene har været ansvarlige for de ulovlige ordrer og de efterfølgende urigtige forklaringer, og at politikredsens øverste ledelse først på et meget sent tidspunkt går ind i sagen, siger Jacob Mchangama.
Med den sidste bemærkning hentyder han til, at politiinspektør Mogens Lauridsen ikke reagerede på en række klager og pressens omtale af betjentes jagt på tibetanske flag.
Han gjorde sig ikke den ulejlighed at kigge i en såkaldt operationsbefaling eller i de taktiske befalinger, og denne undladelse kritiserer kommissionen.
Direktøren i Justitia finder det “ekstremt alvorligt”, at politiet systematisk krænkede borgernes ret til at ytre sig og forsamle sig ved to kinesiske besøg i 2012 og 2013.
– I et demokrati som det danske er det politiets opgave at sikre ro og orden samt at beskytte borgernes grundlovssikrede rettigheder, siger Jacob Mchangama.
I en pressemeddelelse fra Rigspolitiet nævnes dog hverken Grundloven, borgernes ytringsfrihed eller demokratiet specifikt.
Men der står, at der i politiet løbende arbejdes med at sikre, at “ledere og medarbejdere forstår og handler i overensstemmelse med principperne for god adfærd i det offentlige”.
I pressemeddelelsen kan man også læse, at medarbejdere og ledere “skal være godt klædt på til at forvalte de centrale pligter, der er knyttet til arbejdet i det offentlige”.
I øvrigt har Københavns Politi allerede strammet op på, hvordan operationsplaner bliver til.
Men reparationsarbejdet efter Tibetsagen er ikke færdigt, fremgår det af pressemeddelelsen.
Der skal udarbejdes “landsdækkende retningslinjer for den ledelsesmæssige forankring, legalitetskontrol og godkendelse af politiets operationsplaner”, hedder det.
/ritzau/