USA vil pille ved en grundlæggende ting ved internettet


Arkivfoto


Der er nogle grundlæggende principper på spil, når Federal Communications Commission (FCC), den amerikanske telestyrelse, torsdag formentlig vedtager et omstridt forslag, der afskaffer reglerne om netneutralitet.

Begrebet dækker over, at internetudbydere ikke må blokere, begrænse eller på anden måde gøre forskel på adgang til forskellige hjemmesider og tjenester på internettet.

Kritikerne mener, at en afskaffelse af reglerne vil være dødsstødet for “det frie og åbne internet”.

Den republikanske FCC-formand, Ajit Pai, siger ifølge nyhedsbureauet AFP omvendt, at de nuværende regler fra 2015 “forhindrer investeringer og innovation”.

De store amerikanske internetudbydere er enige.

De står fast på, at de også ønsker et frit og åbent internet. Og de peger på, at en skrotning af reglerne eksempelvis vil gøre det muligt at tilbyde internetpakker, hvor kunderne i højere grad selv kan bestemme, hvad de vil betale for.

Selskaber som Google, Amazon og Facebook samt nogle af internettets skabere frygter dog, hvad der vil ske.

Flere internetudbydere tilbyder nemlig også telefoni eller egen streamingtjeneste. Det kan friste dem til at hæve prisen på data til eksempelvis Skype-telefoni eller Netflix og derved fremme deres egne tjenester, lyder det.

Derudover spekuleres der i, at internetudbydere vil begynde at kræve penge fra onlinefirmaer, hvis de gerne vil have en hurtig forbindelse til deres service. Der tales om såkaldte “fast lanes”. Dem, der ikke betaler, risikerer så at blive henvist til internettets krybespor.

Jesper Lund, formand for It-Politisk Forening i Danmark, ser med bekymring på udviklingen i USA.

– Det kommer til at gå ud over kunderne, som i praksis med tiden vil få indskrænket deres valgmuligheder og valgfrihed, fordi de vil opleve, at der kun er et begrænset antal onlinetjenester, der fungerer rigtig godt: nemlig dem i “fast lanes”, siger han.

I Danmark og resten af Europa er princippet om netneutralitet sikret via EU-lovgivning.

/ritzau