Dræberklovn var flittigst søgt på nettet i år


Arkivfoto


Død er en gennemgående faktor for de søgninger, som danskerne brugte flittigst på Google i 2017. Ubådssagen, døde kunstnere og verdens ondeste klovn ligger i toppen, når det kommer til, hvad der er ledt efter på nettet.

Det viser Googles årlige “Year in Search”.

Den viser, hvilke søgninger på Google der har været mest fremtrædende i året. Listerne er redigeret, så almindeligheder og generiske termer er frasorteret.

– “Year in Search” giver en helt særlig indsigt i, hvilke personer, begivenheder og spørgsmål der ligger danskerne på sinde.

– For vi søger efter det, vi hører om, taler om, undrer os over, og som vi gerne vil vide mere om. Hvor som helst og når som helst, skriver Google i en meddelelse.

Opgørelsen viser, at titlen på filmen “It” er det meste søgte i 2017. Filmen er en genindspilning af klassikeren af samme navn fra 1990 og en filmatisering af Stephen Kings bog fra 1986.

I filmen kæmper en gruppe børn mod dræberklovnen Pennywise, en manifestation af urgammel ondskab, i den lille amerikanske by Derry. Det koster flere af dem en grusom og blodig død.

På andenpladsen ligger den ekstremt populære norske tv-serie “Skam”, mens legetøjet “fidget spinner” lægger sig som nummer tre.

Den mest søgte dansker er ubådskaptajnen Peter Madsen, der siden august har været anklaget for at have dræbt og parteret den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd.

Den britisk kunster Ed Sheeran, der bragede ind på den internationale scene og er den mest spillede kunster på musiktjenesten Spotify, er det mest søgte internationale navn.

Listen over internationale navne er desuden præget af de kendte, der gik bort i året, som eksempelvis musikeren Chris Cornell og Playboys fader, Hugh Hefner.

Når det kommer til spørgsmål, så har regions- og kommunevalget spillet voldsomt ind. Det mest søgte spørgsmål var: “Hvem skal jeg stemme på”.

Det næstmest søgte spørgsmål var næsten ligeså svært at svare på, nemlig: “Hvordan bliver vejret”.

/ritzau/