Tre unge flygtet til fods fra trafikuheld


Arkivfoto


ROSKILDE: Fredag eftermiddag Kl. 16.16 fik politiet et alarmopkaldt om et færdselsuheld, hvor to bilister var stødt sammen i et lysreguleret kryds, og flere personer var nu flygtet fra stedet.

Tre unge mænd fra den ene bil involveret i uheldet var efterfølgende løbet fra stedet. Politiet kunne konstatere, at ingen var kommet til skade ved uheldet, der skete da en 48-årig mand fra Jyderup i en varebil kørte ad Lindeborgvej i vestlig retning.

I modsat retning kørte en anden varebil, der i lyskrydset ved Hyrdehøj Vestvej svingede til venstre mod nord trods rødt lys i venstresvingsbanen.

I krydset stødte varebilerne sammen, hvorefter tre unge mænd fra den venstresvingende varebil stak af fra stedet. De løb ad en grussti i retning mod et grønt område og forsvandt i området. Trods søgning i området fandt politiet ikke de tre mænd.

De tre unge mænd blev beskrevet som:
A: Mand, 18-20 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Iført: Mørk dunjakke.
B: Mand, 18-20 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Iført: sort dunjakke.
C: Mand, 18-20 år, 180-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid. 

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket de tre unge mænd på flugt i det grønne område kort efter uheldet, eller som kan give oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.