22-årig forsøgte at køre betjent ned


Arkivfoto


HOLBÆK: Standsning af en 22-årig mand var tæt på at ende galt, idet den 22-årige mand forsøgte at påkøre en politibetjent under sin flugt.

Fredag aften kl. 23.50 var en af politiets civile patruljer på Lindevej, hvor der modsat kom en bil kørende. Ved hjælp af politibilens udrykningssignaler blev bilisten gjort opmærksom på, at politiet ville tale med ham.

Da den ene politimand gik ud af bilen for at henvende sig til føreren af bilen, så gassede sidstnævnte voldsomt op i bilen og pressede sig forbi politiets bil – politimanden nåede kun lige akkurat at kaste sig i sikkerhed ind i patruljevognen.

Føreren af den flygtende bil kørte herefter hen ad Vestergade, hvor bilen blev smidt. Det lykkedes politiet at få fat i føreren, der er en 22-årig mand fra Ugerløse.

Det viste sig at den anholdte 22-årige mand var påvirket af spiritus og var frakendt retten til at føre bil, ligesom han blev sigtet for søg på overtrædelse af straffelovens § 119 ved at forsøge at køre en politimand ned.

Efter aftale med anklagemyndigheden blev han løsladt efter afhøring. Han vil senere få en indkaldelse til et retsmøde.