22-årig narkobilist modsatte sig anholdelse


Arkivfoto


TILST: En 22-årig mand fik i går flere sigtelser på samvittigheden, da Østjyllands Politi var i kontakt med ham på Havkærvej.

En patrulje blev opmærksom på manden da han kom kørende i bil mod patruljen og da han passerede patruljen, gassede han op og svingede ind på p-pladsen ved restauranten Bones på Havkærvej.

Det fik betjentene til at følge i hælene på bilen for at tale med den 22-årige fører. Den 22-årige trådte med det sammen ud af bilen. Han virkede påvirket af stoffer og indrømmede på stedet, at han ikke havde kørekort, og at bilen var lånt.

Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret.

Da betjentene førte ham til patruljebilen, gjorde han modstand og kaldte betjentene flere ukvemsord. Derfor blev han også sigtet for at modsætte sig anholdelse og for fornærmelig tiltale mod tjenestemand.

På stationen testede den 22-årige positiv for amfetamin og cannabis.