Lovforslag åbner for hemmelig overvågning af danskerne


Foto: Jørgen True / TDC


Gennem to kontroversielle paragraffer vil regeringen give myndigheder en hidtil uset adgang til at videregive og samkøre borgernes personoplysninger. Det skriver Politiken.

Med lovforslaget vil offentlige instanser som kommuner og skattemyndighederne kunne bruge en borgers persondata, som er givet andetsteds i det offentlige i en helt anden sammenhæng.

Det kræver blot en ministeriel bekendtgørelse. Folketingets demokratiske kontrol med indgrebet er dermed sat ud af kraft.

Derudover lægger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ifølge avisen op til, at borgeren heller ikke skal informeres om, at nye myndigheder får adgang til persondata.

Lovforslaget møder skarp kritik fra en lang række høringsparter og juridiske eksperter. Big Brother-samfundet indføres ad bagdøren, og borgernes grundlæggende frihedsrettigheder trædes under fode, lyder kritikken ifølge Politiken.

I dag kræver det en forudgående lov eller dommerkendelse, hvis en myndighed som led i en kontrolfunktion vil have adgang til data om en borger fra en anden myndighed.

Forslaget er en svækkelse af borgernes databeskyttelse og retssikkerhed, vurderer professor Peter Blume fra Center for Offentlig Regulering og Administration under Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.

Samme kritik kommer fra blandt andre Rådet for Digital Sikkerhed, Institut for Menneskerettigheder, It-Politisk Forening og Forbrugerrådet Tænk.

Søren Pape Poulsen har siden mandag ikke ønsket at besvare Politikens spørgsmål i sagen.

Justitsministeriet svarer generelt til kritikken, at “der er indbygget en række garantier i lovforslaget”.

Ministeriet henviser blandt andet til, at Datatilsynet skal høres inden udstedelse af en bekendtgørelse. Ministeriet vil også selv “føre en liste” over brugen af værktøjet.

/ritzau/