Politiet anholder 16 personer fra bandemiljøet i stor aktion


Arkivfoto


I en stor koordineret aktion mod bandemiljøet har politiet tirsdag anholdt 16 personer, der har en tæt relation til eller er medlem af en bande på Indre Nørrebro i København.

Det oplyser politiinspektør Fleming Madsen fra Særlig Efterforskning Øst på et pressemøde.

Politiet har ligeledes ransaget 36 adresser på Sjælland og i Jylland.

Politiaktionen blev iværksat tirsdag morgen.

Flemming Madsen fortæller, at aktionen retter sig mod en bande på Indre Nørrebro.

Om det er Loyal To Familia, ønsker han ikke at kommentere.

– Hvem vi går imod, kan jeg ikke sige noget om.

11 ud af 16 personer skal fremstilles i et grundlovsforhør onsdag.

Flere af de anholdte personer har på forskellig vis været involveret i sagerne om skud og vold, som har foregået i bandekonflikten.

Af den grund vil flere af de anholdte blive sigtet for alvorlig personfarlig kriminalitet, bedrageri, indbrud eller tyveri, lyder det.

Det er en massiv efterforskning og indsats mod banderne i Danmark, som har ført til aktionen.

/ritzau/