Regeringen vil have hårdere straffe for krænkelser på nettet


Modelfoto


Regeringen vil have betydeligt højere straffe for sexkrænkelser på nettet. Det skriver Avisen.dk.

Ifølge mediet vil justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og resten af regeringen øge straffen for at sexkrænkelser på internettet fra seks måneder til to år.

– Det er voldsomt og komplet uacceptabelt. Jeg er klar over, at sexchikane formentligt er mere udbredt i kommunalpolitik, i mediebranchen, blandt kunstnere og skuespillere og i brancher med anderledes magtstrukturer.

– Men vi skal bryde tabuet og sætte sexchikane på dagsordenen, siger minister for fiskeri og ligestilling Karen Ellemann (V) til avisen Danmark.

Udmeldingen sker til avisen i forbindelse med, at den kører et større tema om chikane af kvindelige politikere på internettet og i den virkelige verden.

Den bygger på en undersøgelse fra Amnesty International, der viser, at specielt kvinder med indvandrerbaggrund bliver udsat for chikane og hetz, når de bliver politikere eller blander sig i den offentlig debat.

Det har i flere tilfælde fået dem til at deltage mindre i debatten, hvilket er en del af motivationen for Karen Ellemann.

– Hvad kan man gøre for at hjælpe kvinder med anden etnisk baggrund, som er aktive i politik?

– Vi skal fortsætte med at tydeliggøre de danske værdier, vi skal værne om: At vi har lige muligheder i Danmark, når det gælder køn og seksualitet. Vi skal insistere på at oplyse om rettigheder.

– Også selv om det er svært i etniske miljøer. Ellers lader vi nogen i stikken, siger Karen Ellemann til Avisen.dk.

/ritzau/