Arkivfoto
Politiet har besluttet at anholde en mand efter mandagens fund af en død mand på en mark ved Håstrup mellem Kolding og Børkop.
I et retsmøde tirsdag har anklageren bedt en dommer i Retten i Kolding om at opretholde anholdelsen i tre døgn. Og det ønske er blevet efterkommet.
Hos Sydøstjyllands Politi oplyser lederen af efterforskningen, Carit Andersen, at man ikke ville kræve varetægtsfængsling.
Formelt er der dog rejst en sigtelse for drab mod den anholdte, der er en mand på 26 år.
Hos politiet siger Carit Andersen, at man har brug for mere tid til efterforskningen.
Det var mandag formiddag, at en 37-årig mand fra Fredericia blev fundet død på marken. Siden da har efterforskere, teknikere og en retsmediciner deltaget i undersøgelsen for at afgøre, om der er sket en forbrydelse.
Efter retsmødet med den 26-årige meddeler Sydøstjyllands Politi, at man ikke har yderligere oplysninger.
/ritzau/