Arkivfoto
Sagen mod en mand, der mistænkes for at have dræbt den 25-årige Satudarah-rocker Kevin Joel Andersen, udviklede sig dramatisk, da Retten i Glostrup mandag tog hul på det andet retsmøde.
En tilhører blev så ophidset, da han så den 34-årige tiltalte, at han greb en stol og kastede den efter ham.
– Din fucking bøsse, råbte tilhøreren, inden han blev overmandet af fire betjente og lagt i håndjern, skriver Ekstra Bladet.
I forbindelse med tumulten forlod nævninger og dommere retslokalet, og da de vendte tilbage, besluttede retsformanden, at kun pressen og pårørende til den dræbte eller tiltalte må overvære retsmødet.
– Så alle, der er bande- eller rockerregistreret eller ikke er pårørende til den dræbte eller tiltalte, skal forlade salen, lyder det ifølge Ekstra Bladet fra retsformand Anne Ersbøll.
Den 31-årige mand, der kastede stolen, har banderelationer, og han vil tirsdag blive krævet fængslet i et grundlovsforhør. Han er sigtet for vold, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Det var en strid om gæld, der 29. august sidste år førte til det særdeles blodige drab i en lejlighed i Ballerup.
Liget af Kevin Joel Andersen blev først fundet efter flere dage af en tilfældig cyklist på motionstur i Vestskoven i Albertslund. Det var parteret i fire dele og lå i Ikea-poser og kufferter.
Da sagen fredag blev indledt, fik den 34-årige mand, som er tiltalt i sagen, lejlighed til at afgive forklaring. Han erkendte at have dræbt Kevin Joel Andersen, men påstår nødværge.
Drabet skete, da Kevin Joel Andersen og en makker kom til den 34-åriges lejlighed. Kevin Joel Andersen ville inddrive en gæld på 65.000 kroner, fortalte den tiltalte.
Men han havde kun 15.000 kroner, og det faldt ikke i god jord hos rockeren.
– Han går amok. Han råber. Han bander, og han svovler. Da jeg rejser mig op, får jeg en på siden af kinden. Og per refleks slår jeg igen, forklarede den 34-årige fra vidneskranken.
Herfra eskalerede situationen. Ifølge den 34-årige gik Kevin Joel Andersen ud i køkkenet og tog en kniv. Siden fik han selv fat i en kniv, og under et blodigt slagsmål blev Kevin Joel Andersen dræbt.
Efter drabet var det Kevin Joel Andersens makker, som fik en hårdhændet behandling. Han blev stukket flere gange, og så blev han tvunget til at partere liget. Derefter blev han holdt fanget i over fire døgn.
Der ventes dom i sagen 7. december.
/ritzau/