Først i næste uge forventer politiet nyt om drab på Møn


Arkivfoto


En kvinde er meldt savnet. En mand er fængslet for drab på hende. Et lig er fundet i Keldby på Møn.

Det er de foreløbige elementer i en drabssag, som Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i øjeblikket efterforsker.

Og der kommer til at gå nogle dage endnu, før politiet kan bidrage med nyt i sagen. Efterforskerne mangler blandt andet svar på, om liget er identisk med den savnede kvinde.

– Vi forventer først at have en endelig identifikation på plads engang først i næste uge. Så der vil formentlig ikke blive meldt noget ud i løbet af weekenden, fortæller efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen.

Politiet oplyste fredag, at liget formentlig er den savnede Bettina Olsen.

Hun har været meldt savnet siden 16. november. Ingen har med sikkerhed set kvinden siden den 12. november.

Natten til søndag den 19. november blev en 27-årig mand anholdt og sigtet for drab på Bettina Olsen. På det tidspunkt var liget ikke fundet.

I et grundlovsforhør den 19. november ville en dommer dog ikke gå med til at varetægtsfængsle den mistænkte. Dommeren valgte dog at opretholde anholdelsen i tre døgn, og den 22. november blev manden så fængslet.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, og det er derfor uvist, hvad den 27-årige har forklaret, og hvorfor politiet mistænker ham for at have dræbt Bettina Olsen.

Til lokalavisen.dk har hendes fætter fortalt, at den 27-årige kørte rundt i Bettinas bil, efter at hun var forsvundet.

Fætteren hentede bilen hos den 27-årige, og den er nu i politiets varetægt.

Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen har hverken villet be- eller afkræfte oplysningen over for Ritzau med henvisning til, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.

Politiet har tidligere efterlyst vidner, der har set Bettinas sorte Suzuki Swift i perioden fra 12. november, da hun sidst blev set, til søndag 19. november, da den 27-årige blev anholdt.

/ritzau/