Arkivfoto
En mand er tirsdag af Vestre Landsret blevet idømt fængsel på livstid for drabet på en kvinde i Nr. Vium syd for Videbæk.
Den dømte, 49-årige Christian Andersen, har også tidligere begået drab.
Han havde anket en dom afsagt af Retten i Herning i foråret og havde forlangt frifindelse, men nævninger og dommere i landsretten er tirsdag enige om at kende ham skyldig og om straffen.
Offeret var den 54-årige Hanne Pedersen, der blev kvalt med en ledning nytårsaften 2015-2016.
Efter at have sat ild på kvindens landejendom tog Christian Andersen til Herning for at fejre nytårsaften med sin daværende kæreste. Han påstod, at han havde sovet hjemme på sofaen, da Hanne Pedersen blev dræbt.
På tidspunktet for forbrydelsen havde han en anstrengt økonomi, og han overførte 3000 kroner fra offerets mobilepay til sig selv.
Desuden stjal han kaffe, cigaretter, krydderier og mohairstrømper fra Hanne Pedersen, der holdt geder på landejendommen.
Politiets efterforskning har vist, at der forinden var kontakt mellem de to på sociale medier. Flere gange havde hun afvist hans tilnærmelser.
En lille uge efter drabet, 6. januar, tog betjente ud for at anholde og sigte Andersen, der boede i Gødstrup.
Ifølge en udtalelse fra Retslægerådet er den 49-årige ikke sindssyg, men han vurderes til at have en afvigende personlighed, ligesom han beskrives som meget selvoptaget.
Under sagen i byretten fremhævede anklager Pia Koudahl, at der var tale om et særligt bestialsk drab.
– Det tager i gennemsnit fem minutter, før man dør, når man har fået halsen omsnøret, sagde hun.
I den tidligere sag blev Christian Andersen også dømt for drab. I 1997 blev han straffet med fængsel i 12 år for at have dræbt en kvindelig bekendt i Østjylland. Netop den straf er udgangspunktet i sager om drab.
Det er forholdsvist sjældent, at nogen idømmes fængsel på livstid. Sanktionen indebærer, at man tidligt kan blive løsladt på prøve efter at have afsonet 12 år.
Hvis myndighederne skønner, at der er fare for ny kriminalitet, kan ansøgning om prøveløsladelse dog afvises. Dette kan afsoneren dog indbringe for retten efter 14 år.
Gennemsnitligt afsoner livstidsdømte 15 til 16 år, har Kriminalforsorgen tidligere oplyst.
/ritzau/