Tog kører ind i parkeret bil på Svendborgbanen


Arkivfoto


Svendborgbanen er fredag morgen spærret for togtrafik. Det er sket, efter at et tog har påkørt en bil, som holdt parkeret på skinnerne. Det skriver TV 2 Fyn.

Bilen holdt ifølge mediet ved overskæringen på Hjallesegade i det sydlige Odense. Klokken 04.30 påkørte toget bilen, hvor der ikke sad nogen personer i.

– Hvorfor den var hensat der, ved vi ikke, men vi arbejder på at finde ud af det lige nu, fortæller vagtchef Torben Jakobsen, Fyns Politi, til TV 2 Fyn.

Togtrafikken vil ifølge vagtchefen være påvirket noget tid endnu.

Banedanmark skriver på Twitter, at der frem til klokken 09.00 er indsat togbusser på Svendborgbanen.

/ritzau/