En måned efter drabet på Servet: Stadig ingen anholdte


Foto: Politiet


Det var om aftenen 16. oktober, at 16-årige Servet Abdija blev skudt og dræbt på klos hold ved sin bopæl på Nørrebro i København.

Torsdag er det en måned siden, og politiet leder stadig efter gerningsmændene bag og motivet til den brutale likvidering.

På den måned, der er gået siden drabet, har politiet fået godt 160 henvendelser i sagen. Det fortæller efterforskningsleder Robert Jensen.

– Dem arbejder vi stadigvæk på at få fulgt op på. Vi har ikke haft kontakt til alle.

– Der mangler stadigvæk en del arbejde med genafhøringer og afhøringer af vidner, som vi ikke har talt med før, siger han.

Der er løbende kommet flere oplysninger frem omkring drabet.

I slutningen af oktober oplyste politiet, at vidner allerede et døgn før drabet havde bemærket tre maskerede og mørkklædte mænd i området.

For to uger siden kom det så frem, at vidner på drabsdagen bemærkede to maskerede mænd stå i buskadset ved fodboldbanen ved Haraldsgården tæt på Servets bopæl.

Men våben, gerningsmænd og motiv mangler stadig.

Det blev hurtigt efter drabet, slået fast af politiet, at der ikke var noget, som tydede på, at motivet havde rod i bandemiljøet.

Og politiet efterforsker stadig bredt, lyder det fra efterforskningslederen.

– Vi mangler stadig meget arbejde i den her sag. Vi efterforsker bredt, siger Robert Jensen og fortsætter:

– Vi har ikke fået noget, der konkret peger i retning af et bestemt motiv, og derfor kigger vi i alle retninger.

Politiet har tidligere opfordret børn og unge, der kunne have viden om sagen til at kontakte politiet.

Robert Jensen fortæller, at de har talt med rigtig mange, hvor en del har været nervøse for at tale med politiet.

Han forklarer samtidig, at sagen bliver vanskeligere af, at eksempelvis venner og dem, der bor i området, er nervøse.

– Måske er der en del, som ikke rigtig tør at tale med politiet. Der kan også være nogen, der ikke vil tale med politiet, siger han.

Servet Abdija boede på Ragnhildgade i København. Han havde været ude at spille bold med nogle venner.

Da han kom hjem omkring klokken 21.00, ventede gerningsmændene tilsyneladende på ham. Han blev skudt seks gange.

/ritzau/