Julefrokost endte med fyringer i Brønderslev Kommune


Arkivfoto


En julefrokost i afdelingen Vej og Park i Brønderslev er endt med, at to medarbejdere er bortvist. Det skriver Nordjyske.

Ifølge avisen var det en julefrokost, der løb ad stablen den 3. november i Vej og Parks egne lokaler, der er årsag til afskedigelserne.

– Jeg kan bekræfte, at der er to medarbejdere, som nu ikke længere er ansatte, siger vicekommunaldirektør Lene D. Faber, direktør for Beskæftigelse, Teknik og Miljø i Brønderslev Kommune, til avisen.

Afdelingen Vej og Park ønsker ikke at komme sagen nærmere over for Nordjyske.

– Der er en sag, men ellers har jeg ingen kommentarer, siger lederen af Vej og Park, Peder Toftgaard Gregersen, til avisen.

Kommentarerne falder efter, at kommunen har haft en høringsfrist oven på bortvisningerne.

Politiet bekræfter over for Nordjyske, at der foreligger politianmeldelser mod to personer.

Nordjyske skriver, at den ene af de fyrede skulle være en leder. Kommunen oplyser ikke andet til avisen, end at vedkommende ikke er ansat i kommunen længere.

Brønderslevs borgmester, Mikael Klitgaard (V), bekræfter, at der efter en høring er to medarbejdere, som ikke længere er ansatte, men har ikke flere kommentarer til Nordjyske.

Park og Vej har omkring 80 ansatte, blandt andet gartnere, brolæggere, asfaltfolk, maskinfolk, ledningsarbejdere.

– Vi har ikke flere kommentarer til den sag. Det er en personalesag, så det kommenterer vi ikke, siger kommunaldirektør i Brønderslev Kommune Søren Steensen til Ritzau.

/ritzau/