Ægtepar hjalp narkoboss og gemte militærriffel


Arkivfoto


Et ægtepar idømmes fængselsstraffe, efter at de onsdag er blevet kendt skyldige i at have assisteret en narkoboss.

Især den 42-årig mand spillede en central rolle i sagen, der blev behandlet ved Retten i Roskilde.

I sagen er en anden mand allerede blevet dømt for at have smuglet et halvt ton hash til Danmark. Hashen var gemt i en lastbil med appelsiner.

Det var den hash, som manden og hans partner, en 39-årig kvinde, skulle hjælpe ham med at videredistribuere og få penge for.

Lindy Langstrup Hillersdal fik fire års fængsel, mens kvinden blev idømt et års fængsel, oplyser mandens forsvarer, advokat Anders Boelskifte.

Anklagemyndigheden mente, at Lindy Langstrup Hillersdal leverede partier af hashen til blandt andet Fyn, Uppsala og Malmø.

Køberne gav ham penge for leverancen, som så blev givet videre til bagmanden og andre ukendte gerningsmænd.

Hans advokat oplyser, at han er blevet kendt skyldig i en del af de mange forhold, men langt fra alle.

Desuden blev manden dømt for at have opbevaret en M95 militærriffel. Hvad han ikke var klar over, var, at politiet havde uskadeliggjort riflen, så den ikke kunne bruges.

– Han er tidligere straffet for ulovlig våbenbesiddelse, så det vægtede dommeren tungt, siger Anders Boelskifte.

Den 39-årige kvinde hjalp sin partner med primært praktiske ting. Opgaverne var blandt andet at holde regnskab og tælle narkopenge.

Begge har valgt ikke at anke dommen.

– Jeg forstår godt, at min klient har behov for at komme videre i sit liv, når han har siddet varetægtsfængslet i et års tid, siger Anders Boelskifte.

Parret har to børn sammen, og det er især derfor, at de har valgt ikke at anke byrettens dom, tilføjer forsvareren.

Kvinden er onsdag blevet løsladt, fordi hun allerede har udstået sin straf i forbindelse med varetægtsfængslingen.

Bagmanden blev i juni idømt syv års ubetinget fængsel ved Retten i Aarhus.

/ritzau/