Arkivfoto
En 69-årig mand kom kort før kl. 17.30 cyklende langs havnen på Lystbådevej i Nyborg. Et vidne bemærkede, at manden pludselig slog et slag med cyklen, hvorefter han ramte kanten på havnebassinet og både cykel og mand faldt i havnen.
Vidnet sprang resolut i havnen og fik manden bjærget ind til havnekanten – og sammen med andre sidenhen helt op af havnebassinet. Trods ihærdigt genoplivningsforsøg lykkedes det ikke ambulance og læge at genoplive manden, der sidenhen blev erklæret for død.
Et kommende ligsyn og eventuel obduktion skal nu fastslå, hvorvidt manden er druknet eller muligt har fået et ildebefindende forud for ulykken.
Den 69-årige mand er fra lokalområdet. De pårørende er underrettet.