En 51-årig mand fra Fyn har fredag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke på motorvejen syd for Skanderborg.
I mandens bil sad også hans kæreste og et barn. De er begge kommet til skade, men tilsyneladende er det ikke alvorligt. Det samme er angiveligt status hos en kvinde, hvis bil ligeledes var involveret i ulykken.
Det oplyser Jørn Bystrup, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.
Ifølge ham skete ulykken kort før klokken 16 på Østjyske Motorvej syd for Skanderborg i nordgående retning.
– Der er tale om fire biler, som formentlig rammer bagenden af køen efter en anden ulykke, siger Jørn Bystrup.
Sent fredag eftermiddag er de nærmere omstændigheder ved ulykken endnu ikke klarlagt.
/ritzau/