Arkivfoto
AARHUS: En 31-årig mand blev natten til torsdag kl. 03.29 anholdt og sigtet for vold og diskriminerende udtalelser mod en vagt på banegården Aarhus.
Vagten forklarede, at han havde set den 31-årige ligge på gulvet og sove i mellemgangen ind til Bruuns Galleri. Han forsøgte at vække den 31-årige og sagde, at han ikke måtte ligge og sove på banegården.
Det blev den 31-årige sur over og råbte racistiske ukvemsord efter vagten, hvorefter der opstod tumult.
Efter tumulten gik den 31-årige væk fra stedet, men vendte kort efter retur, hvor han hældte en øl ud over vagten og spyttede efter ham. Da den 31-årige opdagede, at vagten tilkaldte politiet, forsøgte han at stikke af.
Han nåede dog ikke længere end til hovedindgangen ved banegårdspladsen, før vagten fik ham tilbageholdt til politiet ankom.
Her kunne et vidne på parkeringspladsen fortælle, at han havde set den 31-årige slå vagten med knytnæveslag i ansigtet. Politiet anholdte den 31-årige og tog ham med på politistationen.
Under transporten truede han betjentene med skaller og sagde en række ukvemsord, og på politistationen truede han lægen med vold. Han nægtede desuden at opgive sit navn og andre personlige oplysninger. Derfor blev han også sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet, trusler om vold mod lægen og for ikke at samarbejde med politiet.