Løkke om bandeproblemer: Der skal da gøres mere


Arkivfoto fra Egedalsvængekvarteret


Bandepakke med 35 initiativer til bekæmpelse af bandekriminalitet i marts, yderligere 12 initiativer i august og i sidste uge et grønt lys fra Rigsadvokaten til at forsøge at opløse banden Loyal To Familia (LTF).

– Vi har gjort meget, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen om regeringen indsats mod de verserende bandeproblemer.

– Men der skal gøres mere, tilføjer han.

– Det er også derfor, vi har oprustet politiet med et par milliarder kroner og bedt Forsvaret om at løse nogle politiopgaver.

Bandeproblemerne har især givet sig til kende i hovedstadsområdet, der i efterhånden flere måneder har oplevet den ene skudepisode efter den anden.

Mandag besøgte statsministeren så boligområdet Egedalsvængekvarteret i den nordsjællandske by Kokkedal – et område, som længe har været plaget af bandekriminalitet og integrationsproblemer.

LTF holder til i den lokale ungdomsklub, og bestyrelsen i en af boligforeningerne i området udgøres udelukkende af medlemmer af den muslimske bevægelse Hizb ut-Tahrir.

Ifølge Løkke skal udfordringerne med bandekriminalitet løses på både kort og lang sigt.

– På kort sigt er det hårdt mod hårdt, hvor politiet skal nedkæmpe problemerne. De kriminelle skal stresses.

– Samtidig er der en opgave i at forebygge, så problemerne ikke vokser op igen, siger statsministeren.

/ritzau/