Arkivfoto
Om to uger overtager Danmark formandskabet for Europarådet, som vogter over retsstaten og menneskerettigheder i 47 medlemslande.
Regeringens vigtigste prioritet for formandskabet er at få ændret praksis, når det gælder udvisning af visse kriminelle udlændinge.
Her kan du læse et overblik over de sager, der har vakt opsigt, fordi de dømte ikke blev udvist:
* Lederen af banden Loyal To Familia, Shuaib Khan, blev i starten af oktober idømt tre måneders fængsel og betinget udvisning i byretten.
Khan blev dømt for at have truet en politibetjent i sommer, og det kunne ikke medføre ubetinget udvisning.
Anklagemyndigheden har valgt at anke dommen, fordi man ønsker, at udvisningen fra Danmark skal være ubetinget.
Den 30-årige bandeleder har siddet i fængsel det meste af sit voksne liv.
* Gimi Levakovic blev i 2015 idømt et år og tre måneders fængsel samt udvisning til Kroatien med indrejseforbud i 12 år for ulovlig våbenbesiddelse og trusler.
Senere blev dommen i Østre Landsret tillagt yderligere tre måneders fængsel. Levakovic slap dog for udvisning, fordi det ifølge landsretten ville krænke hans ret til familieliv.
I 2016 slog Højesteret fast, at Levakovic ikke skulle udvises. Han er for tæt knyttet til Danmark, og en udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
* Tre kvinder og en mand slap for at blive udleveret til deres hjemland Rumænien, da de ikke kunne garanteres minimum tre kvadratmeters fængselsplads. Det slog Højesteret fast for nylig.
Både Justitsministeriet og Østre Landsret havde tidligere sagt god for at sende de fire rumænere afsted.
Kilde: Ritzau
/ritzau/