Politiet gennemsøger området omkring gerningsstedet, november 2016
Et år efter drabet på en gravid hundelufter i Herlev har efterforskningen fået nyt liv.
Torsdag valgte Københavns Vestegns Politi at frigive en kort videosekvens fra drabsaftenen, og siden da har en stribe borgere ringet til politiet.
– Vi har modtaget mere end 15 henvendelser. I hvert fald en af dem handler om en konkret person. Det undersøger vi nu, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose fredag eftermiddag.
Det var om aftenen 4. november 2016, at den gravide Louise Borglit blev stukket ihjel, da hun var ude at lufte sin søsters hund i Elverparken.
Umiddelbart efter forbrydelsen skal et vidne have set en mand forlade parken. Og angiveligt er det netop den mand, som optræder på den netop offentliggjorte video.
Peter Malmose oplyser, at politiet gennem det seneste år har fået adskillige henvendelser om personer, som ifølge borgere kunne være af interesse for efterforskningen.
Derfor er det seneste tip om en konkret person heller ikke nødvendigvis et egentligt gennembrud i sagen.
– Vi vil fortsat meget gerne have mange flere henvendelser af alle typer, siger Malmose.
Han medgiver, at den nye videosekvens er i dårlig kvalitet, men politiet har alligevel valgt at frigive den i håbet om at vække borgenes hukommelse.
– Vi offentliggør sekvensen, fordi vi håber, at den – sammen med den øvrige omtale – kan styrke interessen for sagen og få borgerne til at overveje meget grundigt, om de er i besiddelse af oplysninger, der kan være relevante i forhold til en pågribelse af gerningsmanden, siger vicepolitiinspektøren.
Louise Borglit var gravid i syvende måned, da hun blev dræbt.
Efterforskningen har været præget af mangel på beviser og gennembrud. Blandt andet har politiet endevendt området omkring gerningsstedet for at finde gerningsvåbnet.
Flere end 40 knive er indtil videre blevet undersøgt, men ingen af dem matcher de skader, som er fundet på den dræbte kvinde.
/ritzau/