Støjbjerg blev eskorteret væk fra besøg på udrejsecenter


Arkivfoto

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) blev fredag eftermiddag eskorteret væk af sine livvagter i forbindelse med et besøg på Udrejsecenter Sjælsmark.

Det oplyser Henriette Døssing, der er pressekonsulent ved Nordsjællands Politi.

– Inger Støjberg havde et aftalt besøg på udrejsecenteret, og under besøget opstår der tumult. En beboer kommer meget tæt på ministeren, og det får sikkerhedsfolk fra PET til at vurdere, at hun skal væk.

– Hun bliver ført ned i ministerbilen, og da de skal til at køre, er der to beboere, der forsøger at hægte sig på bilen, siger Henriette Døssing.

De to lagde sig angiveligt på kølerhjelmen. En politibetjent fra Nordsjællands Politi fik fjernet de to, så ministeren kunne køre væk.

Henriette Døssing understreger, at Støjberg ikke er kommet noget til under episoden, der fandt sted omkring klokken 13.30.

Støjberg kommenterer selv episoden i et opslag på Facebook, hvor hun blandt andet skriver:

– Efter vi havde talt med en familie, der er afviste asylansøgere og som skal udsendes af Danmark, kom vi udenfor hvor omkring 40 mennesker havde samlet sig. Her udviklede situationen sig voldsomt, da gruppen blev meget ophidset. Det hele endte med, at jeg blev evakueret ud af centret.

– Jeg vil gerne sige både livvagter og ministerchaufføren en meget stor tak for indsatsen. Uden jer kunne det være endt helt anderledes galt.

Ifølge Politiken, der havde en journalist på stedet, ønskede flere beboere tilsyneladende at overfalde ministeren.

En gruppe på knap 40 mennesker forsøgte at komme frem til Støjberg, men hun nåede altså at slippe væk.

Støjberg var sammen med Johanne Schmidt-Nielsen (EL) på besøg hos en familie i centeret, da tingene tog fart.

Ifølge Politiken begyndte der hurtigt at brede sig uro i lejren, og der opstod en forestilling om, at netop den familie ville blive sikret opholdstilladelse, fordi den havde fået ministerbesøg.

Det var, da Inger Støjberg trådte ud af hjemmet, at de cirka 40 beboere stimlede sammen på stedet. Mange var vrede og ophidsede og flokkedes om ministerbilen.

Ifølge Politiken blev flere asylansøgere ramt af ministerbilen, da den kørte væk.

Nordsjællands Politi oplyser i en pressemeddelelse fredag eftermiddag, at én person er kommet til skade, men det fremgår ikke, hvor alvorligt det er.

I pressemeddelelsen understreger politiet, at man “indtil videre” ikke har yderligere oplysninger om eller kommentarer til episoden.

/ritzau/