Arkivfoto
En kvinde er onsdag blevet dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling for drabet på sin treårige søn af Retten i Svendborg.
Moren, der kommer fra Eritrea, er desuden blevet udvist for bestandigt.
Det var i juli sidste år, at den 24-årige kvinde kvalte sin søn i en lejlighed i Sanddalsparken i Svendborg. Hun havde været alene i lejligheden med sønnen om formiddagen.
Det var pårørende, som kontaktede ambulance og læge, der forgæves forsøgte at redde barnet. De kontaktede så politiet og fortalte, at de havde fundet et dødt barn i lejligheden.
Moren blev anholdt samme aften, og dagen efter blev hun varetægtsfængslet og sigtet for drabet.
Under afhøringen kom hun først med flere forskellige forklaringer på, hvad der var sket. Til sidst erkendte hun, at hun havde dræbt sit barn.
Godt et år efter er hun nu blevet dømt. Straffen var i tråd med anklagemyndighedens påstand, som lød på, at moren skulle anbringes på en psykiatrisk afdeling og udvises af Danmark.
/ritzau/