Arkivfoto
Japansk politi har fundet ni lig i en lejlighed i en forstad til Tokyo. På to af ligene var hovedet blevet skilt fra kroppen, rapporterer japanske medier tirsdag.
De to afskårne hoveder fandt politiet i en køleboks i lejligheden. Der er ingen oplysninger om, hvordan de ni personer er afgået ved døden.
Politiet har anholdt en 27-årig mand, som bor i lejligheden, der ligger i forstaden Zama sydvest for Tokyo.
En talsmand for politiet oplyser ifølge AP, at den mistænkte har indrømmet at have parteret ligene og skjult delene i kølebokse.
Jiji Press skriver, at politiet mandag fandt de to afskårne hoveder i en køleboks ved indgangen til lejligheden. Tirsdag fandt betjente de ni lig inde i boligen.
Politiet kom på sporet af adressen i forbindelse med efterforskningen af en sag om en 23-årig kvinde, der er meldt savnet. Kvinden har angiveligt en forbindelse til den anholdte mand.
Ifølge den nationale tv-station, NHK, er otte af ofrene kvinder. Den savnede kvinde menes at være en af dem.
Drab er sammenlignet med mange andre lande en sjældenhed i Japan, og Tokyo anses generelt som den mest sikre af verdens storbyer at færdes i.
Ifølge FN’s kontor for narkotika og kriminalitet (UNODC) er drabsraten per 100.000 indbyggere på under 0,5 i Tokyo. Til sammenligning er drabsraten i New York City cirka ti gange så høj.
/ritzau/