Norwegian-fly til København sikkerhedslander i Madrid


Arkivfoto


Passagerer, der skulle med Norwegian fra Lissabon til København mandag eftermiddag, fik sig en lidt længere flyvetur end planlagt.

Det skyldes, at flyvemaskinen undervejs måtte foretage en sikkerhedslanding i Madrid.

– Der sker det, at kaptajnen får en melding om, at der er et eller andet teknisk problem, og derfor vælger han at lande i den nærmeste lufthavn, så teknikere kan undersøge, om der er noget galt.

– Det foregik helt trygt og udramatisk, og efter landingen blev passagerne flyttet over i en anden maskine, som fløj dem til København, siger Daniel Kirchhoff, der er pressechef for Norwegian i Danmark.

Det står mandag aften endnu ikke helt klart, hvad der præcis udløste den tekniske alarm.

Passagererne skulle være landet 16.05 i København. På grund af flyskiftet nåede de dog først Kastrup klokken 19.14.

/ritzau/