Peter Madsen ændrer forklaring om Kim Walls død


Arkivfoto


Den drabssigtede Peter Madsen har i en ny afhøring med politiet sagt, at den svenske journalist Kim Wall døde som følge af kulilteforgiftning, mens han var på ubådens dæk.

Samtidig har den 46-årige ubådsbygger erkendt, at han efterfølgende parterede liget af den unge kvinde.

Det oplyser Københavns Politi mandag i en pressemeddelelse.

– Denne forklaring giver naturligvis anledning til, at politiet indhenter diverse supplerende erklæringer fra såvel retsmedicinerne, såvel som forsvarets ubådseksperter, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

Tidligere har Madsen sagt, at Kim Wall døde, da hun fik en tung luge i hovedet, og at han efterfølgende smed det intakte lig i havet.

Men den forklaring har han altså valgt at lave om.

Det skete i forbindelse med en afhøring 14. oktober, som blev foretaget på baggrund af en anmodning fra Peter Madsen og hans forsvarer.

Under afhøringen præsenterede politiet desuden Madsen for en ny sigtelse.

Mistanken mod Madsen handler nu ikke længere alene om drab og usømmelig omgang med lig, men også om anden kønslig omgang end samleje under særligt skærpende omstændigheder.

– Denne sigtelse sker med baggrund i de 14 stiklæssioner, der er tilført Kim Wall i og omkring kønsdelene, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Peter Madsen nægter sig skyldig i den del af sigtelsen, ligesom han også vedholder sin uskyld, hvad angår anklagen om drab.

Selv om politiet fortsat er i gang med efterforskningen, har anklagemyndigheden fået sagen forhåndsberammet i Københavns Byret som en nævningesag.

Det betyder, at anklagemyndigheden som minimum regner med at kræve Peter Madsen idømt fængsel i fire år.

– Der vil naturligvis stadig være relevante oplysninger, der skal færdigefterforskes, men sagen er på de store linjer ved at være klar, siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen.

– Derfor overgår den nu til en præsentationsfase, og jeg forventer, at der bliver taget stilling til tiltalespørgsmålet inden årsskiftet, siger han.

Der er afsat otte retsdage til sagen, som efter planen vil begynde 8. marts 2018. Sidste planlagte retsmøde er 25. april 2018.

Politiet har i løbet af de sidste 14 dage gennemført adskillige dyk i Køge Bugt i jagten på flere spor i sagen. Endnu er Kim Walls arme ikke dukket op.

Også Peter Madsens og Kim Walls mobiltelefoner kan være vigtige spor i sagen, men også disse genstande er fortsat borte.

/ritzau/