Ung mand nægter skud mod svensk betjents sovende familie


Arkivfoto


En ung mand, som i Sverige mistænkes for at have skudt mod en politibetjents private bolig natten til lørdag, nægter sig skyldig i drabsforsøg.

Det siger den mistænktes advokat, Per Svedlund.

Manden, som er mellem 20 og 30 år, er søndag fortsat anholdt.

Han har ifølge anklageren affyret mindst 12 skud mod hoveddøren til en villa i Västerås, hvor en politibetjent lå og sov sammen med sin partner og to børn.

Västerås ligger 100 kilometer vest for Stockholm.

Den unge mand er under “rimelig mistanke”, hvilket er en lav grad af mistanke, for drabsforsøg.

Manden er blevet afhørt, og der er ikke søndag aften planlagt yderligere forhør.

– Der er mig bekendt ikke fastsat andre forhør. Kommer der et, vil jeg deltage, siger advokat Svedlund.

Anklager Anne Sjöblom har efter et forhør over to timer besluttet, at manden fortsat skal være anholdt, rapporterer avisen Expressen.

Den seneste tid har der været flere angreb på politiet i Sverige.

– Vi antager, at det var et angreb rettet mod politiet og vores virksomhed. Derfor forsøger vi at træffe de foranstaltninger, som vi finder vigtige for at undgå en gentagelse, sagde Robert Wallén, områdechef for politiet, lørdag.

Natten til søndag blev ruderne til en politistation i Växjö knust af stenkast og fyrværkeri.

18. oktober blev en sprængladning detoneret ved indgangen til en politistation i Helsingborg. Ingen kom noget til.

På årets første dag blev der kastet en håndgranat mod en station i Katrineholm. En måned senere eksploderede en politichefs bil. Chefen havde arbejdet med opklaring af bandekriminalitet.

/ritzau/TT