Københavns Politi lukker LTF-tilholdssted i Tingbjerg


Politidirektøren i Københavns Politi har i dag, i medfør af lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, lukket et bandetilholdssted i Tingbjerg. Lukningen sker af hensyn til naboernes tryghed og sikkerhed.

Der er tale om lokaler beliggende på adressen Ruten 14, kælderen, i Tingbjerg, 2700 Brønshøj i en bygning, der i forvejen huser flere forretninger, et bibliotek og en ungdomsklub.

Københavns Politi har konstateret, at lokalerne fremstår som et tilholdssted for bandegrupperingen Loyal to Familia, at det er en person med kendt relation til bandegrupperingen, der står som lejer, og at medlemmer af LTF gentagne gange er truffet på adressen.

Risiko for angreb
Baggrunden for beslutningen er, at Københavns Politi vurderer, at der er risiko for, at personer med tilknytning til de bandegrupperinger, der ligger i konflikt med LTF, vil foretage angreb mod lokalerne.

– Borgerne i København har krav på at kunne være trygge og sikre i deres nabolag. Vi vurderer, at det nu lukkede bandetilholdssted udgjorde en trussel med denne tryghed og sikkerhed. Derfor har vi, med loven i hånden, forbudt adgang til lokalerne, siger politidirektør Anne Tønnes.

Foreløbigt i to uger
Lukningen betyder konkret, at det fra i dag er forbudt at tage ophold på adressen Ruten 14 , kælderen, Tingbjerg, 2700 Brønshøj.
Forbuddet er gældende fra den 27. oktober 2017 kl. 14 til den 10. november 2017 kl. 14.