DANMARK: 11 personer er her til aften blevet varetægtsfængslet i sag om omfattende organiseret indsmugling og forhandling af hash.
Efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst har i tæt samarbejde med udenlandske politimyndigheder efterforsket mod et kriminelt netværk med internatonale relationer, der mistænkes for omfattende organiseret indsmugling og forhandling af hash.
I går blev der ved en koordineret aktion anholdt 12 personer i alderen 32 – 49 år, hvoraf de otte blev fremstillet i grundlovsforhør i dag sammen med tre øvrige personer, som tidligere er fængslet i sagen. I alt 11 personer blev altså fremstillet og alle 11 blev varetægtsfængslet i 27 dage.
I forbindelse med anholdelserne og ransagningerne i går, blev der blandt andet fundet flere våben, ca. 32 kg. hash og store kontante beløb i dansk valuta, og der er i forbindelse med efterforskningen tidligere i sagen beslaglagt ca. 1.100 kg hash.
De anholdte er i forskelligt omfang sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191 ved bl.a. at have indsmuglet og været i besiddelse af betydelige mængder hash med henblik på videreoverdragelse samt overtrædelse af straffelovens § 192a ved at have besiddet bl.a. en skarpladt AK47 automatriffel og en skarpladt pistol samt diverse andre våben.
Hashen vurderes at repræsentere en samlet værdi på ikke under 55 millioner kr. på gadeplan.
To af de sigtede har til politiet erkendt, at de handler med hash, og de øvrige sigtede har i det væsentlige nægtet sig skyldige. Retten valgte at fængslede alle de pågældende frem til den 22. november.
– Med varetægtsfængslingerne i dag har retten tilkendegivet, at man er enig med anklagemyndigheden i, at der i sagen her er begrundet mistanke om omfattede organiseret indsmugling og forhandling af hash, udtaler senioranklager Maria Cingari.
Retsmødet blev af hensyn til efterforskningen afholdt for lukkede døre.