Teleselskaber tvinges til at angive kunders ulovlige streaming


Arkivfoto


Danske teleselskaber skal fortsat være pålagt at udlevere oplysninger om kunder, der mistænkes for at have anvendt ulovlige filmtjenester på internettet.

Retten på Frederiksberg afviser dermed påstande fra to selskaber om, at borgernes retssikkerhed er blevet krænket unødigt.

Det var teleselskaberne Telia og Telenor, der havde indbragt sagen for retten.

Selskaberne mener ikke, at retsgrundlaget har været i orden, når de er blevet tvunget til at udlevere tusindvis af kunders persondata til advokater, der repræsenterer de krænkede rettighedshavere.

Men den bekymring afviser Retten på Frederiksberg.

For godt nok er der tale om udlevering af personfølsomme oplysninger.

Men ifølge retten må borgernes retssikkerhed altså vige for film- og serieindustriens muligheder for at beskytte deres værker.

– Retten fandt, at rettighedshavernes interesse i at undersøge de omhandlede krænkelser, herunder hvem der står bag disse, måtte veje tungere end den enkelte abonnents interesse i at beskytte sin identitet, står der i afgørelsen.

/ritzau/