15-årig pige overfaldet med slag og spark


Arkivfoto


HELSINGØR: Natten til torsdag kl. 03.28 blev der slået alarm om et overfald på Helsingør Station, hvor en ung pige var blevet overfaldet af to andre piger med slag og spark.

En patrulje kørte hurtigt til stedet, men de involverede parter var i første omgang forduftet, så patruljen ronderede i området og fandt her frem til voldsofret og de to voldelige piger.

Her viste det sig at det var nødvendigt at tilkalde en ambulance til stedet, hvorefter den 15 årige blev kørt til behandling på hospitalet for sine skader.

Der blev samtidig foretaget anholdelse af de to voldelige piger, en 16-årig pige fra København og en 17-årig pige fra Kastrup, som begge blev taget med på politistationen i Helsingør.

Det har efterfølgende vist sig at der var tale om tre piger – som i hvert fald inden overfaldet – havde været veninder og havde været afsted på bytur. Herunder var de to ældste så blevet uvenner med den 15-årige pige, som de så havde overfaldet.