Mand fængslet for fem påsatte brande


Arkivfoto


I løbet af de sidste tre uger har en 52-årig mand fra Herlev startet brande fem forskellige steder i og omkring København.

Det mener politiet i hvert fald, og tirsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor han blev varetægtsfængslet i foreløbig to uger, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev anholdt natten til tirsdag i forbindelse med en brand i en kælder på Sandbyvej i Herlev. Han blev samtidig sat i forbindelse med brand i nogle containere sent mandag aften på den samme vej.

Tirsdagens efterforskning førte så til, at manden kunne sættes i forbindelse med yderligere tre brande i København.

To af brandene blev antændt i Vanløse. Den 5. oktober gik det ud over toilettet i en lægepraksis på Frode Jakobsens Plads, og fem dage senere blev der sat ild til en opgangsdør på Jernbane Allé.

Endelig er manden mistænkt for at have brændt en bil af i Reberbanegade på Amager den 27. september.

/ritzau/