Regeringen vil styre dommere i retning af flere udvisninger


Arkivfoto


Regeringen vil med en ny strammerpakke anspore de danske domstole til at udvise flere kriminelle udlændinge.

Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.

– Vi kan som politikere ikke nødvendigvis vente på, at domstolenes praksis retter sig med tiden. Det er vores ansvar som lovgivere at sætte nogle klare retningslinjer for, hvornår der kan ske udvisning. Der vil vi gå så langt, vi kan, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Regeringen foreslår at skrive i udlændingelovens bemærkninger, præcis hvornår udlændinge i almindelighed kan udvises baseret på praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det kan eksempelvis gælde udlændinge, som idømmes mere end et års fængsel, og som er født eller opvokset i Danmark, men ikke har stiftet familie.

– Vi ønsker at præcisere, at de skal ud af landet, siger udlændingeminister Inger Støjberg (V).

Netop denne gruppe er de seneste år blevet dømt til udvisning ved Menneskerettighedsdomstolen, hvorimod danske domstole flere gange har undladt at udvise, viser en analyse fra Institut for Menneskerettigheder, som regeringen vil læne sig op ad.

Instituttets direktør, Jonas Christoffersen, vurderer, at en præcisering “vil have en effekt”.

Jens Vedsted-Hansen, professor i udlændingeret, kalder det “et nybrud”, at “man fra lovgivningsmagtens side vil forsøge sig med øget styring af domstolene på dette område”.

Dommerforeningen hæfter sig ved, at regeringens forslag ikke bliver et diktat til domstolene.

– Jeg har forståelse for, at der er et politisk ønske om at se på det. Jeg mener bare, at vi allerede følger praksis, som den er aktuelt, siger formand Mikael Sjöberg.

DF forventer at stemme for forslaget, men er alligevel skuffet.

– Det er en tynd omgang. Der vil formentlig stadig være meget kriminelle, som ikke udvises, fordi konventionen i sidste ende er vigtigere for regeringen end hensynet til danskernes retsfølelse, siger Martin Henriksen (DF).

Havde det stået til Dansk Folkeparti skulle regeringen tage forbehold for konventionen eller skrive den ud af dansk lovgivning.

/ritzau/