Arkivfoto
Fredag aften blev en 41-årig mand overfaldet i Hals, hvor han blev skåret og stukket adskillige gange med kniv.
Mandag eftermiddag blev den formodede gerningsmand fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg. Her han blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Det oplyser anklager Thomas Klingenberg fra Nordjyllands Politi.
Overfaldet fredag aften var så voldsomt, at lægmusklen i det højre ben blev skåret over helt ind til knoglen.
Offeret mistede så meget blod, at han var i overhængende livsfare. Han overlevede kun, fordi han hurtigt blev opereret, fremgår det af sigtelsen.
Lørdag blev en kvinde fremstillet i grundlovsforhør i sagen. Hun fik sin anholdelse opretholdt i tre døgn. Ifølge Thomas Klingenberg, er det endnu ikke afgjort, om hun skal for en dommer igen tirsdag eller løslades.
I mandagens grundlovsforhør, var den 48-årige mand ud over vold “under særdeles skærpende omstændigheder” sigtet for at være i besiddelse af en større mængde narko.
Det drejer sig konkret om knap et kilo amfetamin, 800 gram kokain, 500 valiumpiller og en mindre mængde hash.
I retten erkendte han narkobesiddelsen. Han erkendte også, at han havde overfaldet offeret i Hals, men forklarede, at det var sket i nødværge.
De nærmere detaljer i hans forklaring kendes ikke, da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
/ritzau/